8. marts 2023
Vi roder på de nye stationer!
I den kommende tid roder vi på de nye Plusbus-stationer, da belægningssten skal tages op på alle stationer.
Det kan måske virke lidt tosset at tage sten op igen på de nye stationer, men der er altså en mening med galskaben: Da entreprenøren i sin tid anlagde strækningen, valgte vi at færdiggøre stationerne så meget som overhovedet muligt, så de hurtigt kunne tages i brug uden for mange gener og åbne huller på stationen. Velvidende, at der under belægningsstenene ligger en jernbetonplade klar, som de ny læskærme skal monteres i, når de er færdigproduceret. Og den tid er nu kommet.
Hvad skal der ske?
Vi løfter belægningen og placerer klæbeankre (gevindstænger, der limes i betonpladen) – og som passer helt nøjagtigt til læskærmene. Når læskærmenes seks søjler er monteret på klæbeankrene, bliver de understøbt med beton – dækket til med grus og sand, fliserne skåret til efter søjlerne og lagt tilbage. Herefter bliver læskærmene bygget op med tag, vægge, bænke, displays og rejsekortudstyr.
Hvornår roder vi så?
Processen går i gang i marts og forventes afsluttet med udgangen af maj. Indtil da, kan man som buspassager opleve opgravede, men dog fungerende stationer. Men husk paraplyen, for i en periode er der ikke nødvendigvis plads til de midlertidige læskærme og anlægsarbejdet samtidigt. Men bare vent. Det bliver supergodt, når læskærmene er klar.