Verdo leverer signalanlæg til Aalborg Plusbus

Energiselskabet Verdo er med til at fremtidssikre trafikreguleringen i Aalborg, når 25 lyskryds bliver ombygget i forbindelse med etableringen af Aalborg Plusbus.

Leverancen til signalanlæggene omfatter etablering af detekteringsudstyr i form af radar, spoler, kameraer etc. samt lanterner, kabler, ca. 400 standere og anden hardware.

”Signalanlægget er pulsen i Aalborgs nye Plusbus, og vi er glade for, at vi får mulighed for at levere signaludstyr til projektet. Vi vil gerne være med til at præge fremtiden på dette område, da vi ser, at området indenfor trafikstyring er i markant udvikling,” siger Morten Birch, divisionsdirektør i Verdo.

Han glæder sig over aftalen med Aalborg Kommune om at levere signalanlæg til byens Plusbus-strækning. Kontrakten indeholder en femårig rammeaftale, hvor Verdo også kan levere udstyr til signalanlæg i Aalborg Kommune, som er udenfor selve BRT-projektet. De første tre år samarbejder man efter en konkret beskrivelse af de 25 signalanlæg til Plusbus-projektet, mens de øvrige signalanlæg planlægges løbende.

Foto: Verdo