19. december 2022
“Rejsegilde” for den nye læskærm
Fredag den 16. december bød Aalborg Kommunes leverandør af de nye læskærme, AFA JCDecaux, på den traditionelle rejsegildepølse i anledning af Plusbussens allerførste læskærm på stationen “Pendlerpladsen”, som ligger ved Plusbussens skæring med E45.
Skærmen er designet specifikt til Plusbus i Aalborg af Holscher Design. Den første læskærm er en prototype – meget nært det endelige design – og erfaringerne fra opstillingen af denne læskærm skal bruges til at fintune konstruktionsdetaljer og opstillingsproces, så vi kan nå godt i mål med Plusbus-rutens øvrige læskærme i løbet af foråret 2023.
Læskærmen skal nu færdigudrustes med blandt andet sideglas, rejsekortudstyr, informationsdisplays, bevægelsessensorer, højttalere med mere.
Fakta om den nye læskærm til Plusbus:
- Designet af danske Holscher Design.
- Produceret af danske Brimas i Horsens.
- Opstillet, ejet og vedligeholdt af AFA JCDecaux.
- Læskærmen er udstyret med personfølere, så der er mere lys, når der er ventende passagerer og dæmpet belysning, så længe der ikke er nogen, som venter på bussen. Det skaber tryghed og gør det let for buschaufførerne at se i mørket, at nogen skal med bussen.
- Læskærmen kommer til at rumme rejsekortautomat, realtidsinformation om næste busser og inforskærme med information om den kollektive trafik mv.
- Læskærmen serviceres fra elbiler og vaskes i opsamlet regnvand.